1. Hvorfor har man geder?
Det har man haft i mange tusinde år, fordi geder er nøjsomme dyr, der forsyner os med mælk, kød og skind.

2. Bliver de nemt syge?
Nej, geden er det mest primitive husdyr vi har og forvilder meget nemt ude af menneskehænder (kun katten forvilder hurtigere). Men sygdom vil selvfølgelig altid kunne opstå i et hvert husdyrhold.

3. Hvad skal de ha' at æde?
Det er vigtigt at du altid sørger for at din ged har adgang til hø eller halm, da geden er drøvtygger. Derudover skal den have kraftfoder, hvis den skal kunne levere mælk til dig og evt. kid.

4. Kan de leve af affald?
Svaret er både ja og nej. Det vi i vores overflodssamfund betragter som affald kan være udmærket foder til en ged: æbleskrog, katoffelskræller, m.m. Men vil du malke din ged, have kid osv., så bliver du altså nødt til at organiserer en foderplan.

5. Er de aggressive?
Nej, geder er ikke aggressive. Men en fuldvoksen buk med store horn skal man være varsom med at vende ryggen til.

6. Hvor meget plads skal de have?
Man har en tommelfingerregel, der siger, at en ged skal kunne stå op og ligge ned samtidig, så har den staldplads nok. Desuden skal den have daglig adgang til en tur i det fri, hvor den kan "løbe hornene af sig".

7. Kan den være alene hjemme?
Ja da, bare du har sørget for at den har foder og vand og ikke i tre uger. Husk: den kræver dagligt tilsyn.

8. Går de ikke og bider i alting?
Jo næsten, men her kan man jo bare komme geden i forkøbet. Køb et hegn, en kæde eller ligende.

9. Pleje (Pels og klove)?
Pelsen kan blive meget hårdt angrebet af utøj, så det må man holde øje med og så købe et utøjsmiddel. Klovene skal klippes med jævne mellemrum da geden ellers vil få "snabelsko" og vantrives. Men det er forholdsvis nemt, brug en rosensaks.

10. Er det et selskabsdyr, eller kan man nøjes med at have een?
Hverken dyr eller mennesker bryder sig om at være alene. Geder er flokdyr. Derfor, hvis du ikke bruger rigtig meget tid med din ged, så køb hellere 2 så de kan holde hinanden med selskab.

11. Hvordan giver man en ged de bedste levevilkår i det hele taget?
Geder elsker at kravle, gnave, løbe, ligge og tygge drøv, og ikke mindst selskab. Giv den mulighed for disse ting, og du har en glad ged.

12. Hvornår slagter man den?
Hvis du holder geder for at få det bedste kød i verden (spørg enhver der har smagt ged), så bør du slagte den når du er sulten. Kid på et halvt år smager bedst, men gamle geder på 5-6 år smager stadig dejligt.

13. Lugter de ikke forfærdeligt?
Nej, det er en misforståelse at geder lugter. Det gør bukken til gengæld, det er dog værst i brunsttiden.

14. Hvor meget skal man passe dem (f.eks dagligt)?
Ja, du skal jo fodre dem hver dag. De skal også have vand, have klippet klove. Og der skal være tørt og rent i stalden/gedehuset, så du kommer nok ikke til at kede dig med et par geder.

15. Hvad skal man se efter når man køber en ged?
Se efter at geden ser frisk og livlig ud. Den skal have blanke øjne, være fin i pelsen, have velplejede klove og skal den malkes skal den ha' et sundt yver og en mælk du kan li' (smag på mælken).

16. Hvad skal man især være opmærksom på?
Spørg dig selv - ønsker du dig og har du virkelig brug for dyret? Og efter min mening bør du købe en ged der er testet, og fri for, maedi visna.

17. Hvad koster en ged?
Det kommer an på, hvem du køber den af. Men du bør købe en ged, som er avlet af en seriøs avler. Se vores priser her eller henvend dig evt. til Foreningen for Danske Landrace Geder.

18. Hvad har man af udgifter til en ged (investering og årlig vedligehold)?
Vi bruger 4720 kr. på korn, kraftfoder og halm på at fodre 10 geder i et år, men det kan godt afhænge af, hvor du kan skaffe dit foder.
Og så er dyrlæge, vand, lusepulver o.s.v. ikke medregnet.

19. Kan det være en god forretning at avle geder?
Ja det kan det, men det er ikke lette penge og de fleste gedeavlere her i landet tjener ikke penge på deres geder. Der findes dog nogle få, der lever af at lave enten mælk fra landracegeder eller uld fra mohair geder.

20. Er geden et dansk dyr - oprindeligt, eller er det importeret?
Geden er et bjergdyr. - Gedens forfader er bezoargeden, som lever i vestasien fra Kaukasus til Beluchistan, men der er sikkert blandet flere andre vilde gedearter i den ged vi har her i landet idag.


Bezoarged, gedens stamfader

21. De vil gerne stikke af, hvis man ikke holder på dem, ikke..!
Jo græsset er altid grønnere... En god indhegning er guld værd - og godt begyndt - er halvt fuldendt. Et dyrehegn på 1,20m i højden med en strømførende tråd på indersiden ca. 40cm. over jorden vil være en god løsning. En kæde er nok mest at betragte som en midlertidig løsning da geder har bedst af at kunne bevæge sig frit.

22. Hvorfor hedder din side 'jumle.dk'?
Det gør den fordi det er lettere for dig at skrive 'jumle.dk' end 'enghavegård-gedeavl.dk' (medmindre du har føjet siden til din foretrukne), altså en ren service til jer brugere ;-)
Ved et tilfælde passer det også meget godt med at jeg hedder Jumle, selvom der står Johan på min dåbsattest.




Dobbeltklik på siden for at komme til toppen.
 
Med en ged
i baghaven
har du altid
frisk mælk!

 

Enghavegård
Gedeavl
www.jumle.dk